Hvor mange værksteder har I?
Måske kan du huske de gamle bilkort. Her handlede det om at slå de andre på vægt, antal cylindre eller kubik. Eller måske bare om at have fire døre og et ekstra reservehjul. Mens vi arbejder med planerne for en EPX i Tørring, bliver vi tit spurgt, hvor mange værksteder vi har på gymnasiet. Svaret er kort. Ikke ret mange.

Idéen med den nye EPX er at etablere værksteder og laboratorier, hvor undervisningen bliver mere praktisk. Eleverne skal have fingrene i det, de lærer, frem for kun at se slides på skærmen eller læse med på tavlen.
Ud fra den målestok har Tørring Gymnasium næsten tabt på forhånd. Vi har jo hverken maskinværksteder, drejebænke, sygebrikse eller væksthuse midt på campus. Men bare rolig. Det er vores ambition at få etableret, hvis Tørring får en EPX.
Det, vi ikke har på skolen, findes lige om hjørnet
Vi har nemlig pladsen og lysten til at bygge om og indrette nye værksteder. Men hemmeligheden ved Tørring Gymnasium gemmer sig også et andet sted.
Vi ligger nemlig i et af de områder i Danmark, hvor der er flest værksteder. Så det, vi ikke har på skolen, finder vi ude hos virksomhederne. Her kan eleverne bruge det, de lærer, på virkelige opgaver.
Når vi nu alligevel ligger midt i Danmarks værksted, hvorfor så ikke udnytte det? Måske er det også sjovere at tage arbejdstøjet på ude hos virksomhederne end hjemme på skolen. Så regnestykket er enkelt. Det, vi ikke selv har plads eller udstyr til på skolen, findes lige om hjørnet.
Flere kort at spille med
Derfor går vi til stålet med planerne for en EPX i Tørring. Vi tror faktisk, at den kan forandre vores undervisningsmiljø, styrke lærerteams og give virksomheder og netværk en på opleveren. Og i sidste ende kan den sende robuste og nysgerrige unge videre ud i verden.
På bilkortene gjaldt det om at have det stærkeste kort på hånden. Her gælder det om at give de unge flere kort at spille med.
Som vi siger i Tørring, du skal ikke vælge hele din fremtid. Bare hvor du vil begynde.
Fakta | Danmarks værksted
Elektronik-, maskin- og transportindustrien er blandt de tre største brancher målt på beskæftigelse i Hedensted Kommune. Erhvervshus Midtjylland, s. 6
Med en EPX i Tørring vil gymnasiet række ud til virksomheder i hele Hedensted Kommune og i nabokommunerne Horsens, Vejle, Ikast-Brande og Silkeborg. Målet er at give eleverne mulighed for at møde fagfolk og arbejde med opgaver fra virksomhedernes hverdag.
—